Landejendom Solrød

Solrød
 

Solrød Kommune er en kommune i Region Sjælland på Sjælland.

Solrød Kommune ligger cirka 30 kilometer syd for København med seks kilometers kyststrækning ud til Køge Bugt. Kommunen forblev selvstændig i forbindelse med kommunalreformen i 2007, og med sine godt 40 kvadratkilometer og 22.000 borgere (september 2016) er det en af landets mindste kommuner.

Der er to store bysamfund i kommunen – Havdrup og Solrød Strand – og desuden seks mindre landsbysamfund – Karlstrup, Kirke Skensved, Gl. Havdrup, Jersie, Naurbjerg og Solrød Landsby.

Størstedelen af kommunens areal anvendes til landbrugsformål. Hvad angår boniteten, er jorden blandt den bedste i Danmark.

Der er cirka 800 aktive virksomheder i kommunen, og hvert år startes der mellem 50 og 100 nye virksomheder op. Overlevelsesraten for nystartede virksomheder er højere i Solrød end på regions- og landsgennemsnit.

Der er 3.760 arbejdspladser i det private erhvervsliv i Solrød, og de fleste af dem findes i servicesektoren.

Solrød Kommune driver tre folkeskoler og en ungdomsskole med 10. klasses center. Derudover er der tre privatskoler i kommunen og et selvejende gymnasium.

I Solrød ligger desuden plejecenteret Christians Have, der som det eneste plejecenter i Danmark dels drives af kommunen og dels af en privat virksomhed.

Kommunen er desuden kendt for sit unikke biogasanlæg, der omdanner restprodukter fra industrien, gylle fra landbruget og tang og fedtemøg fra stranden til biogas.

Solrød Centeret, som ligger lige ved Solrød Strand Station, var i en periode Danmarks længste undendørs center.

Billeder lånt af Wikipedia.